Rom var ikke centrum for Romerrigets vejnet

Sidste år kortlagde et internationalt forskerhold ledet af forskere fra Aarhus Universitet næsten 300.000 kilometer romerske veje. Det var mere end 100.000 kilometer over det hidtil kendte vejnet.
Kort: © Itiner-e
Nu viser en ny undersøgelse, publiceret i Nature Communications, at Rom ikke havde den centrale placering i vejnettet, som man traditionelt forbinder med udtrykket, at alle veje fører til Rom.
På kortet over Romerrigets landtransport lå Byzantium, det senere Konstantinopel og nuværende Istanbul, mere centralt. Provinshovedstæder fungerede samtidig som vigtige knudepunkter for regional transport og kommunikation.
Forskerne har også undersøgt, hvor lige de romerske veje var. Resultaterne udfordrer forestillingen om, at romerske veje altid var snorlige.
”Romerske ingeniører foretrak ganske vist lige vejstrækninger, når terrænet gjorde det muligt, men generelt var de romerske veje mindre lige end nutidens hovedveje. Vejføringen måtte tilpasses det lokale landskab, men romerne var samtidig dygtige til at overvinde vanskeligt terræn. Ved hjælp af blandt andet terrænregulering, udhugning i klipper og støttemure kunne de anlægge veje selv i mindre fremkommelige områder,” fortæller Tom Brughmans, lektor i klassisk arkæologi på Aarhus Universitet.
Undersøgelsen viser desuden, at romerske veje i høj grad var forbundet med bosættelser, mens landskabet ikke alene bestemte vejnettets udformning.
Faktaboks
- Forskerholdet kortlagde næsten 300.000 kilometer romerske veje.
- Rom lå forholdsvis perifert i det landbaserede vejnet.
- Byzantium, det nuværende Istanbul, havde en mere central placering.
- Provinshovedstæder var vigtige knudepunkter.
- De fleste romerske veje havde en hældning på under 16 procent.
- Studiet er publiceret i Nature Communications.
- Forskningen er blandt andet støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, Carlsbergfondet og Danish National Research Foundation.






Accepter kun nødvendige cookies